Udgivet 4.9.2014
HAVET
Det andet landskab
Saltvand og skumsprøjt. Kanoner og brændevin. Scenerne fra havet er talløse i dansk kunst. Et drømmenes element, der sender stolte mænd i døden og gør andre rige på et øjeblik. Her sejrede danskerne og skabte mageløse billeder i kunsten og forbindelseslinjer til resten af verden. Nu præsenterer Brandts historien om havet i dansk kunst fra 1800-tallets majestætiske mariner til vore dages globale liv på vandet.
Oprørte vandmasser tæsker ind over dækket og truer med at skylle mandskab, kanoner og tønderne med brændevin over bord. Om lidt sænker vi svensken, eller også sænker svensken os! Scenerne med heltemod og hjerteblod på havet er talløse i dansk kunst. Det er beretninger fra før og nu, men også historien om havet som handelsplads.
Et drømmenes element, der sender stolte mænd i døden og gør andre rige på et øjeblik. Her sejrede danskerne, og ikke mindst fynboerne, og skabte mageløse billeder i kunsten og forbindelseslinjer til resten af verden.
Efterårets store udstilling på Brandts inviterer på en opdagelse af havet som landskab, myte og drama af højeste klasse i dansk og international kunst.
Udstillingen præsenterer en lang række hovedværker fra 1800-tallets majestætiske mariner til vore dages globaliserede liv på vandet. Og den viser gennem søslag, legende børn i vandkanten, stilfærdige solnedgange og kolossale containerskibe i hvilket omfang, havet har formet vores drømme, liv og nationale identitet dengang som nu.
Danmark mistede i 1801 sin enorme flåde efter slaget på Reden. Oplev gennem pragtfulde værker af C. Neumann og C.W. Eckersberg historien om Danmark som stolt søfartsnation i krig og fred. Som kontrast til de store skibe og spektakulære søslag skildrer Michael og Anna Ancher fiskernes farefulde og ydmyge tilværelse på Skagen for 100 år siden.
Et tidligt eksempel på danskernes rekreative forhold til havet er repræsenteret med P.S. Krøyers “Vent på Os!” hvor glade drenge spurter afsted i vandkanten.
HAVET – Det andet landskab præsenterer også havet fremstillet af en lang række nulevende kunstnere fra hele verden. Oplev blandt andet Hans ob De Beecks “Sea of Tranquility”, der sender tvetydige signaler mellem krydstogt og krigsskib. Bill Violas “The Raft” senderos lige tilbage til forestillingen om den første syndflod og altings undergang og nye begyndelse. I forbindelse med udstillingen udgives der et omfattende katalog med bidrag fra Troels Kløvedal, Peter Michael Hornung, Lisbeth Bonde, Tine Lindhardt, Mathias Herup og Benjamin Asmussen.
Deltagende kunstnere:
Else Alfelt, Anna Ancher, Michael Ancher, Hans Op de Beeck, Carl Bille, Christian Blache, Carl Baagøe, Helge Bertram, Oscar Björck, Christian Blache,Thomas Joshua Cooper, Gustave Doré, Holger Drachmann, Dankvart Dreyer, C.W.Eckersberg, Torben Eskerod, Erwitt Elliott, Palle From, Fritz Henle, Jacob Hashimoto, Einar Hein, Valdemar Irminger, Viggo Johansen, Ruprecht von Kaufmann, Christian Krohg, Peder Severin Krøyer, Vilhelm Kyhn, Johannes Larsen, Carl Locher, Gerhard Mantz, Anton Melbye, Vilhelm Melbye, Anna E. Munch, Ulrik Møller, Christian F.A. Mølsted, Carl Neumann, Thorvald Niss, Pipilotti Rist, Paul Pfeiffer, Carl Rasmussen, Vilhelm Rosenstand, Allan Sekula & Noël Burch, Fritz Syberg, Jens Søndergaard, Frits Thaulow, Ernst Zeuten, Bill Viola, Massimo Vitali, Sigurd Wandel, Johannes Wilhjelm, J.F. Willumsen, Flaske Peter
Fernisering d. 9. oktober kl. 17 på Brandts, Brandts Torv 1, 5000 Odense C.
HAVET – Det andet landskab er støttet af A.P. Møller Fonden.
For flere oplysninger kontakt venligst Publikumschef Leslie Schmidt, tlf. 2753 7025, eller pressekoordinator Marianne Ager, tlf. 2753 7031.


"Om lidt sænker vi
svensken, eller også
sænker svensken os!"